Italien 1999

Vi var 3 måneder i Italien, fra vi valgte at sige ja tak til en udtationering gik der 14 dage - det betød at vi tog til et land som vi aldrig havde besøgt før, det betød også at vi tog afsted til et land hvor sproget var helt nyt for os - vi vidste også at befolkningen i området hvor vi skulle være - ikke var i stand til at tale engelsk.

Det gav os en masse sjove oplevelser og udfordringer.....ungerne ud af skolen og afsted på eventyr

 

Nedenstående er en beretning - dag for dag - skrevet af Helle.

D. 28/9/1999 blev min mand udstationeret i Italien i 3 måneder og vi besluttede at hele familien skulle af sted.

 

Karsten skulle være Electrical-Supervisor på en ny fabrik som var under opførsel i Syd Italien, nærmere bestemt Pisticci Scalo som ligger ved Taranto-bugten.

Her følger en fortælling om hvordan vi oplevede 3 måneder langt væk hjemmefra:

Dagen var kommet, vi skulle af sted til Italien.

 

Det hele er gået stærkt. Vi har pakket og pakket. 4 kufferter og 2 sportstasker + 2 rygsække.

Vækkeuret ringer, kl. 04.30. Jeg står op. Jeg er virkelig spændt, tænk vi skal bo i Italien i 3 måneder!

 

Vi er alle stået op, vi får morgenmad, ungerne glæder sig.

Så er vi klar til afgang, taxaen er kommet, som skal køre os til Billund. Farvel lille hus farvel Marsvænget.

 

Det første problem vi fik stødte vi allerede på i Billund lufthavn ved check in skranken. Damen be´r os om at lægge vores håndbagage op på vægten. 2 sportstasker. Ja, det vejer desværre for meget, det må I ikke have med i flyet siger hun og taster bare videre på hendes computer. Vi kigger på hinanden, åh nej, panikken breder sig. Taskerne bliver lukket op, Karsten tager videokamera og fotografiapparat om halsen, tingene bliver byttet rundt, noget bliver proppet i ungernes rygsække, selv om de er lige ved at sprænge, op på vægten med det hele igen. Damen siger at så er det i orden, det er jo latterligt, for vægten er den samme. Jeg tror at damen kan se vi er helt ude af den. Vi bytter alle tingene om igen.

 

Flyet letter lidt forsinket fra Billund. Det betyder at vi har mindre tid i Bruxelles lufthavn hvor vi skal skifte fly.

Vi har virkelig travlt i Bruxelles, vi nærmest småløber hen ad gangene, heldigvis er det nemt at finde den rigtige vej. Alle skærme blinker med sidste udkald til vores fly. Gud bare vi når det. Det gør vi selvfølgelig med nød og næppe de venter kun på os.

 

Vi skulle igen skifte fly i Rom lufthavn, der har vi heldigvis god tid, så vi kan spise den medbragte madpakke, leverpostejmadder, vi kan ikke spise det hele. Karsten er sikker på, at han kan sælge dem dyrt til os om nogle uger, men beslutter sig alligevel for at smide dem i skraldespanden!

 

Det sidste fly vi skulle med flyver os til Bari.

 

Vel ankomne til Bari. Nu er vi bare spændte på om vores kufferter har fulgt med os hele vejen, minsandten om ikke de kommer kørende alle sammen på transportbåndet.

 

Vi skulle så finde ud af at leje en bil, det blev en Renault Twingo, selv om vi vist skulle haft en Fiat Punto. Karsten løb rundt imellem en masse udlejnings biler på parkeringspladsen, hvor var vores bil, det var ikke lige så nemt at overskue, men vi fandt den da langt om længe. Hold da op hvor vi grinte, sådan en Renault Twingo er jo ikke lige den største bil der findes. Hvor skulle alle vores kufferter være. Men et praktisk bagagerum det har den, sådan en lille bil, for alle vores kufferter kunne stå op, det var smart.

 

Frem med det fine vejkort over Italien, som vi havde købt hjemmefra. Hvilken vej skulle vi mon, byen vi skulle bo i, Pisticci Scalo, ligger ca. 1 times kørsel fra Bari lufthavn. Sikke et mareridt, vi kørte og kørte frem og tilbage højre og venstre, vi anede ikke hvor vi var eller hvor vi skulle hen, det var imponerende at Karsten holdt hovedet koldt. Det var vores første møde med den Italienske trafik, og skiltning eller mangel på samme. Hold da op der er fart over feltet og mange biler. Men vi fandt da langt om længe den rette kurs.

 

Familien som vi skulle leje lejlighed af stod på gaden da vi kom frem. De var meget gæstfrie og snakkede og snakkede, vi forstod overhovedet ikke et hak, men smilte og nikkede bare. Jeg blev positiv overrasket over lejligheden, en stor og lys lejlighed med masse af plads. Men ikke spor hyggelig, stengulve og hvide vægge, men det måtte vi jo få lavet hyggeligt. Vi var alle meget trætte, så vi orkede ikke mere den dag, det gjaldt bare om at få noget at spise og så komme i seng.

 

 

29/9/1999 - 1.Dag

 

Karsten skulle på arbejde i et par timer. Ungerne og jeg gik lidt rastløse rundt i lejligheden og prøvede, at pakke lidt ud.

 

Da Karsten kom hjem, kørte vi til den lokale købmand , for at handle lidt ind. Der var både nutella, cornflakes, mælk, og smør, sådan set kunne vi få det hele. Vi købte en karton, udenpå lignede det saftevand, men nej, da vi kom hjem og oversatte på vores lille maskine blev vi klogere, navnet på indholdet betød parmesanost, vi havde købet flydende ost! Italienernes yndlingsdrik. Pøj hvor det smagte.

 

Om eftermiddagen gjaldt det stranden, vi kørte til den nærliggende strand, Lido Metaponto, hedder stedet. Det var en pragtfuld strand. Vi badede og solede og spillede bold.

 

30/9/1999 - 2. Dag

 

Vi havde en lang dag foran os, Karsten skulle på arbejde til kl. 16.00. Han kommer dog hjem til frokost.

 

Jeg har det lidt underligt, jeg skal vænne mig til at være her. Lige nu synes jeg det er lang tid, 3 måneder, overlever jeg? Det er nok mere tanken, jeg skal vænne mig til. Ungerne har det helt fint de leger godt med hinanden.

 

Vi laver lidt skolearbejde Dennis og jeg .

 

Vi går en tur, og møder en lille sort hund, der løber mange herreløse hunde rundt hernede. Dennis og Kristina fantaserer allerede om, hvordan vi kan pakke den lille hund ned i kufferten, når vi skal hjem. Hvor er den også bare sød, vi bliver enige om at kalde den Futte, og vi vil helt sikkert snakke med den hver dag.

 

Sidst på dagen vil vi til byen Pisticci, for at handle.

 

Vi kørte i bjerge for at komme derop, det ene hårnåle sving efter det andet, puha hvor er der langt ned. Det var virkelig en flot udsigt.

 

Men ak vi blev klogere, handle kunne vi ikke, det viste sig at butikkerne har lukket om torsdagen, der er meget vi skal lære! "Vi bliver nødt til at leve af nutella-madder" sukkede Dennis, men vi fandt dog en restaurant.

 

Om aftenen gik vi over på basketball-banen, som ligger tæt på, hvor vi bor. Dennis spillede basket med 3 drenge, de ligefrem skændtes indbyrdes om at være sammen med Dennis.

 

1/10/1999 - 3. dag

 

Ungerne vågnede tidlig i dag, kl. 8.00.De fandt noget tegnefilm i fjernsynet. Det var sjovt at skulle gætte sig til hvad de sagde.

 

Efter almindeligt skolearbejde, legede de rigtig godt sammen.

 

Karsten havde tidlig fri i dag, det er fredag. I dag skal vi i hvert fald ha handlet. Det eneste vi har er bogstaveligt talt vand og brød.

 

Ferandina hedder byen som vi ville handle i. Vi havde i går fået en reklame fra et supermarked i denne by. Op ad bjerge kørte vi igen, om muligt værre end i går,. Vi bliver sikkert snart vant til disse til tider noget skarpe sving.

 

Men ak, der er meget vi skal lære, hele byen sov, alle butikker var lukket, der er siesta.

 

Butikker og butikker, det er så meget sagt. Det er nogle meget gamle huse, med et stort facade vindue ud til gaden, som lige nu var lukket til med skodder.

 

Det er sjovt at kigge sig omkring, alle vinduer er lukket til med enten persienner eller skodder, så varmen og solen ikke kan komme ind.

 

Vi fandt et sted i byen hvor vi kunne stå og kigge ud over alle husene. Det er helt ufatteligt at der er nogen der bor sådan. Gamle skæve og faldefærdige huse, som ligger helt klods op af hinanden i meget smalle gader.

 

Sikken et supermarked, et slaraffenland i forhold til den lille købmand i Pisticci. Der var virkelig top på indkøbsvognen da vi nåede kassen, alle mulige lækkerier havde vi fundet, kindersnitter, kalvekød, snolder og is. Ja alt hvad vi havde brug for, for at få vores køleskab til at ligne et dansk køleskab. Jeg tror aldrig personalet havde set nogen handle på den måde før.

 

Vi var lidt nervøse for om vi havde kontanter nok med. Karsten er ikke blevet helt dus med sit visakort endnu, men han gør alt hvad han kan. Vi blev overrasket, 100.000 Lire (400,00 danske kroner) skulle vi af med, for sådan en vognfuld proviant.

 

Humøret var højt da vi begav os hjemad.

 

Hvor har vi det godt når køleskabet kan blive fyldt op.

 

Rundt og rundt kørte vi inde i byen, op ad gade ned ad gade, hvilken vej skal vi nu køre for at komme ud af byen.

 

Jeg tror vi kørte i den samme rundkørsel 5 gange.

 

Mutter hér mente vi skulle den ene vej, men nej fatter mente absolut, at det var forkert, vi skal den anden vej. Ned ad en meget, meget smal bjergvej (godt der ikke kom modkørende) Det blev faktisk så usikker en vejbane at køre på, at vi vendte om.

 

Hvilken vej var mon den rigtige, det var den vej mutter mente, selvfølgelig. Da vi valgte den var vi på rette spor.

 

3/10/1999 - 5 dag

 

Jeg synes det hele er begyndt at køre for os nu. Jeg har vænnet mig til tanken om, at vi skal være her i lang tid.

Stedet hvor vi bor er et pragtfuldt område, grønne plæner høje træer og masser af bjerge.

 

Weekenden har vi stort set tilbragt på stranden, alle tiders strand, ca. 20 min. kørsel herfra.

 

Når vi ligger derude, minder det allermest om en charterferie, små barer, parasoller og liggestole.

 

Det har været en dejlig solskinsweekend.

 

4/10/1999 - 6. Dag

 

Solen skinner og temperaturen nærmer sig 25 grader herfra morgenstunden. Det er skønt at stå op til sol og sommer hver dag. Jeg kan ikke lade være med at godte mig lidt, da efteråret rigtig raser over lille Danmark.

 

I dag var ungerne og jeg nede at handle i et supermarked, son vi fandt ud af lå lige nede for enden af gaden, SPAR supermarked endda.

 

Det er en sjov fornemmelse at gå rundt i butikken, alle folk kigger nej, nærmest glor på os, og alle samtaler går i stå når vi svanser rundt, det er tydeligt at alle i området har hørt at vi skulle komme. Os underlige lyse nordboer.

 

Om aftenen var vi i Pisticci by, op i bjerge og rundt i hårnåle sving gik det.

 

Sikken et liv der er i byen, når først solen er gået ned, et virvar af mennesker og biler.

 

Vi har fundet en lille café, med en sød, rar gammel mand, hvor ungerne får is og Karsten og jeg drikker cappochino, han forstår og taler udelukkende kun italiensk. Han er helt vild med Kristina, og stråler og smiler (han har kun få tænder) over hele ansigtet, når han kigger på hende og kalder hende for "Bjorndina".

 

Sidst vi var der, hentede han en endnu ældre mand inde fra baglokalet, han skulle også lige nyde synet af den lille lyshårede pige fra Danmark. De stryger og aer Kristina på håret. Hun er lidt pjattet og forlegen ved alt den interesse, men synes alligevel at det er skægt.

 

- Se det er jo ikke kun Kristina der bliver beundret når vi går tur i byen. Alt imens vi gik ned af det de vist kalder for gågaden, havde vi pludselig en sværm af unge fnisende tøser efter os. Det var såmænd Karsten de var ude efter.

 

Vi grinte meget af det, for vi fandt ud af, at de syntes han ligende en af drengene fra Back Street Boys. Jeg lavede lidt sjov med, og forklarede dem, at Karsten kunne være deres far, hvorefter de løb skrigende væk. Det synes Karsten var træls. Man må vel slås for det man har!

 

7/10/1999 - 9. Dag

 

Vejret er stadig strålende, ca. 25 grader, men om morgenen og om aftenen er der køligt.

 

Det går stadig utroligt godt, dagene går hurtigt. Ungerne trives stort set med at være her.

 

Kristina traller og synger dagen lang, som hun plejer. Dennis virker også meget tilfreds.

 

Den anden aften gik vi ned på græsplænen, hvor der hver eneste aften løber mange børn og spiller fodbold, for at dele sodavandsis ud, som vi havde købt. De var meget taknemmelige alle sammen og nogle sagde endda "Thank you" meget stolte. Kristina synes det var sjovt. Dennis synes absolut ikke det var spor sjovt, han synes vi var totalt åndssvage, og følte sig virkeligt klemt ved det. Han er ikke meget for at begive sig i lag med nogen hernede, han føler sig forlegen, ved al den opmærksomhed vi får hele tiden.

 

Det værste hernede er alle de herreløse hunde som render rundt på må og få, de er magre og sørgelige at se på. De fleste er utrolige godmodige og har man først snakket med en, hænger den op af én og følger logrende efter når vi går. Men den lille sorte hund, Futte, er stadig vores ven.

 

9/10/1999 - 11. Dag

 

Weekend. Det er dejligt for så har Karsten fri.

 

Vi har planlagt en tur til Castallana grotterne og drypstenshulerne. Det skulle ligge ved en lille by som hedder Alberobello, som også skulle være en seværdighed i sig selv, med små hvidkalkede tæt sammenbyggede huse med runde tage, en meget gammel by.

 

Vi drog af sted kl.10.30, godt udstyret med vejkort, bog over Italien og vores lille uundværlige elektroniske oversætter.

 

Men Italienske skilte på landevejene er i hvert fald ikke for danskere. Det var meget svært at finde det, jeg tror vi kørte ca. 80 km. for meget, bare ved at køre rundt, vende, bakke, køre den ene vej og så den anden vej, men vi opgav ikke.

 

Ungerne er meget tålmodige når vi kører og vores ægteskab kommer på en prøve!! Vi er meget koncentrerede og læser hvert eneste skilt vi kører forbi. Det er godt Dennis kan læse, så han hjælper også til.

 

Castallana grotterne var en meget stor oplevelse. Vi havde en tysk guide med, foruden os var der kun 2 andre. I højsæsonen går der ca. 700 mennesker ned i grotterne hver time.

 

Vi var 70 meter nede under jorden, det var lidt koldt, men meget flot. Et sted i grotterne var der et stort hul oppefra, og for mange år siden troede man at det var vejen til helvede. Der var også souvenirbutikker i selve området, så da vi kom op af grotterne skulle vi rigtig handle.

Hen til den smarte pengeautomat. Men hvad skete der..... Til vores store skræk kom der ingen penge ud. Vi prøvede igen . Men maskinen sagde at der ingen kredit var på vores kort. Sikke noget sludder sagde Karsten, mens han bandede over det dér moderne hævekort.

 

Når man nu endelig har fået overbevist Karsten om, at visakort er det eneste rigtige hævemiddel at tage med til Italien, er det ikke særlig sjovt at være mig lige nu. Jeg skal love for at det system blev bandet langt væk. Den lille souvenirbutik tog heldigvis visakort som betalingsmiddel, det er slet ikke så almindeligt at betale med visakort i butikkerne hernede. Vi håber og be´r til at vores kort du´r i morgen ellers er vi godt nok på den.

 

På vejen hjem fra grotterne ville vi så gå tur i den lille by Alberobello, men igen forvirrede vejskilte eller mangel på samme os totalt, Vi fandt ikke centrum for byen, men vi så dog en masse huse med de små runde tage. Det er utroligt at der er nogen der bor i sådan nogle faldefærdige små huse (Den havde vist ikke gået i Danmark)

 

Vi var godt trætte da vi nåede hjem kl 18.30, da havde vi kørt 300 km.

 

10/10/1999 - 12. Dag

 

I dag er det søndag. Vi sover længe alle sammen. Hygger lang tid om morgenmaden.

 

Over middag kører vi en tur op i bjergbyen Pisticci. Vi vil op at filme, det er bare så utroligt smukt der oppefra.

 

På vej derop kommer vi desværre til at køre bagved en lille bil med lad og trehjul, en sjov lille bil, som der kører mange af hernede, det ligner en motorcykel med hus på. Den kører ikke så hurtigt. Karsten trækker ud for at overhale og hvad gør den gamle mand i den lille bil, han trækker også ud midt på den smalle bjergvej. Vi må bremse hårdt op, hold op det var tæt på at vi fik en bule. Den gamle mand opdager ikke spor men køre lystigt videre. Vi griner meget af ham, han ser bare så fjoget ud i sin lille bil.

 

Vi prøvede forresten også pengeautomaten igen. Men uden held. Vi har heldigvis et hotline telefonnummer til vores bank. Så i løbet af et kvarter kunne vi bruge vores visakort igen ("Skide smart system" citat Karsten)

 

Om aftenen så vi noget underligt. En hel række af biler kørte tudende og blinkende rundt i vores kvarter, en af bilerne havde et lad hvor der stod en figur af Jomfru Maria, vi gætter på at det var et begravelsesoptog.

 

12/10/1999 -14. Dag

 

I dag er det 2 uger siden vi kom. Jeg synes tiden går hurtigt. Vi befinder os alle godt med at være her.

 

Karsten siger at det går fremad på arbejde. På fredag kommer der 25 elektrikere. Så der bliver mange spaghettidrenge at holde øje med.

 

I dag har ungerne og jeg hygget os med at bage boller, og vi har leget købmand. Vi har haft en god dag.

 

Jeg nyder virkelig at have god tid sammen med dem, ingen stress og jag.

 

13/10/1999 - 15. Dag

 

Vejret er strålende også i dag. Det er herligt at sidde på altanen og lade solen brænde i ansigtet. Det er underligt her midt i oktober måned.

 

I dag blev Karsten stoppet i opgangen af vores underbo, en nydelig lille gråhåret dame, hun snakkede og snakkede, hun sagde et eller andet om vand og tallet 2. Vi gættede på at vandet blev lukket i 2 timer eller kl 2.

 

Men vi blev klogere.

 

Pludselig kom Karsten farende hjem fra arbejde, "Skynd jer fyld vand i badekarret og spande, de er i gang med at lukke for vandet i 2 dage", det var dét den rare gamle dame prøvede at forklare os.

 

"Det italienske sprog er en svær en at forstå"

 

Kristina ville i dag vide hvornår det er fredag, "Hvorfor det?" Spurgte jeg, "Jo mor for så kommer der jo 200 elektrikere her hjem". Hun blev helt rolig da jeg forklarede hende, at for det første var det 25 elektriker, og for det andet kom de ikke her hjem men på arbejdspladsen.

 

Om aftenen var vi oppe i Pisticci. Vi fandt en lille Pizzaria hvor vi spiste. Det var lige noget for ungerne især Dennis spiste godt.

 

 

 

15/10/1999 - 17. Dag

 

I dag er det overskyet, men varmt.

 

Ungerne sover som sædvanlig længe. Det er dejligt, for så har jeg en stund for mig selv til at pløje nogle gamle ugeblade igennem, som jeg har haft med

 

I dag bagte vi pandekager, det var bare lækkert, rigtig hygge.

 

Der lå 2 breve i vores postkasse i dag. Det er bare dejligt at høre nyt hjemmefra. Ungerne bliver glade, når der er post til os. De er også selv flittige til at skrive til deres kammerater.

 

I aften skal vi til Ferandina for at handle, der har vi fundet en super god butik, som har alt hvad vi har brug for. Det er kun i deres slagterafdeling vi er lidt forsigtige, vi vil nødig købe kanin eller andet underlig kød, som vi ikke er vant til spise. Men vi har da både købt fars, bøffer, kylling og koteletter, det er noget fint kød.

 

Karsten føler sig lidt alene på arbejde i disse dage, Brian, det er ham fra DanWeb, som står for det hele hernede, er hjemme på efterårsferie.

 

Karsten fortæller ellers mange sjove episoder fra arbejdet, bl.a. var der en som skulle hænge en lille plade op, det vil sige, der skulle bores 4 huller i en stolpe, det tog 3 timer før han var færdig, hvilket tempo.

 

De før omtalte 25 elektrikere kom ikke i dag, hvorfor vides ikke.

 

Her til aften begyndte det pludselig at regne, det var helt underligt, vi stod alle sammen på altanen og kiggede ud, som om vi aldrig havde set regnvejr før.

 

16/10/1999 - 18. Dag

 

Så blev det igen weekend. Vejret er ikke så godt i dag, lidt køligt (ca. 18 grader) og overskyet, faktisk perfekt vejr til at besøge Sassi.

 

Vi er faktisk meget stolte, for vi kørte lige dertil, helt uden at køre forkert en eneste gang.......

 

Vi blev med det samme antastet af 2 unge mænd på knallert, da vi kom dertil, de ville meget gerne ha´ lov til at guide os rundt i byen.

 

Vi havde i en medbragt bog om Italien, læst at sådan nogen rendte rundt ved seværdigheder og man skulle sørge for at aftale en fast pris på forhånd med dem. Så vi var hårde.

 

De lagde da også ud med at forlange 80.000 lire (ca. 320,00 kr.) for en times rundvisning, men det endte med, efter hårde forhandlinger mellem fyrene og Karsten, at vi skulle betale under halvdelen, nemlig 30.000 lire (ca.120,00 kr.)

 

De skal ikke tage røven på os danskere.

 

Sassi er en såkaldt spøgelsesby, det er en meget gammel by, flere tusinde år gammel, som pludselig dukker op midt i bjergene. Den ligger inde i anden by, Matera og er bevaret som en meget stor seværdighed hernede

 

Det var virkelig imponerende at gå rundt i Sassi. Husene var blevet hugget ud i klipperne. Flere steder fungerede tagene som gader længere oppe. Det er en meget bevaret og lidt uhyggelig gammel by.

 

Vi kunne ikke forså så meget af det guiden fortalte os, det var lidt ærgerligt, for hvert eneste hus havde en historie bag sig, men han talte meget dårligt engelsk.

 

Det må ha været utroligt koldt at bo i husene om vinteren. Vi fik da også fortalt at det eneste varme de havde var ånden fra dyrene, som også boede under samme tag som menneskene.

 

At stå der ved afgrundens rand ved kløfterne/klipperne og kigge ned, og der var meget langt ned, er ubeskriveligt. Flere steder i klipperne er der indhugget huler, som stammer fra stenalderen.

 

Da vi kom ned fra Sassi, kom vi lige ned på en kirkeplads, hvor der var et være postyr af mennesker, det viste sig at der var bryllup. Bruden fór hen og gav os hånden, hun ville meget gerne have Dennis og Kristian til at stille op til fotografering sammen med hende og brudgommen.

 

Men de kære pjattede møgunger vi har, ville absolut ikke være med til noget som helst. Men sådan en situation for os til at føle os som noget helt specielt.

 

17/10/1999 - 19. Dag

 

I dag dasker vi lidt rundt ligesom en almindelig søndag derhjemme.

 

Over middag kører vi en tur ud til kysten Vi besøger en arkæologisk park. Det er underligt at gå og kigge på store sten og søjler som er resterne af et gammelt tempel.

 

Ungerne kan godt se det er ligesom at kigge i et Asterix tegneserie hæfte.

 

Vejret er lidt blandet i dag både sol og skyer, ligeså snart solen er bag en sky er det faktisk lidt køligt.

 

Da vi kørte af sted kunne vi se, at på marken som ligger overfor hvor vi bor, røg det kraftigt. Da vi nærmede os kunne vi se, at der faktisk også var store flammer, græsset brændte, lidt voldsomt. Vi stoppede 2 unge mænd som kom cyklende, og pegede på røgen, men de trak bare på skulderen og gjorde tegn til at det ikke var noget problem.

 

Det er underligt at ingen gør noget ved det, der var flere biler som kørte forbi.

 

Da vi kom hjem igen, havde ilden bredt sig endnu mere og flammerne var højere, men hva´ vi kiggede på hinanden, trak på skulderen og kørte videre.

 

19/10/1999 - 21. Dag

 

Der er ikke sket så meget her de sidste par dage.

 

Vejret er blevet lidt mere ustadigt, det er ikke koldt ca. 20 grader, men meget mere skyet og det har også regnet lidt.

 

Jeg grinte lidt af mig selv, for jeg var den eneste, som havde hængt vasketøj ud på altanen, en halv time senere begyndte det at regne (De andre holder nok øje med vejrudsigten). Det med vasketøj er i øvrigt noget de italienske kvinder får meget tid til at gå med, de vasker og vasker, der hænger hele tiden utrolig meget vasketøj på alle altaner.

 

I går fik vi en hel bundt aviser med posten fra Danmark, det er bare så lækkert med en masse gamle aviser, det er lidt mærkeligt, for vi har altid kun læst ugeaviserne, men nu sluger vi det hele råt.

 

I dag skal vi have "Bon Roll" til aftensmad, vi er lidt spændte på hvad det er for noget, det er noget jeg har set i en TV-reklame. Det ligner en lille steg formet af noget hakket kød.

 

Vi har købt karton i forskellige farver, så ungerne er i gang med at klippe og klistre, dér havde vi forresten en sjov episode igen, da vi skulle købe karton. Det er ikke nemt at forklare, at man gerne vil købe nogle ark karton i forskellige farver. Som så mange gange før, endte det med at flere ekspedienter og andre kunder i butikken alle prøvede, at forstå hvad vi mente. Det er helt utrolig så hjælpsomme alle er.

 

Den lille sorte "Futtehund", kan vi simpelthen ikke finde mere, det er ungerne kede af. Der går 2 andre hunde i vores område, vi kalder dem for Futtemor og Futtefar, de har ellers været søde at snakke med, men det er ligesom om, at de er jaloux på hinanden, vi skal hele tiden sørge for, at snakke lige meget med dem begge, ellers begynder de at slås. Vi er ikke så trygge ved dem mere.

 

22/10/1999 - 24. Dag.

 

I dag er det fredag. Vejret er lidt gråt, men lunt. Det lynede og tordnede så det gjorde noget i går aftes. Vi kunne se hvordan uvejret samlede sig over bjergene.

 

I dag har mormor fødselsdag, så vi har ringet til hende, Dennis og Kristina sang fødselsdagssang højt i kor for hende.

 

I dag var vi også nede for at handle lidt ved "Den rare købmand", som vi kalder ham. For nogle dage siden spurgte han hvad ungerne hed. Da vi kom ind af døren hos ham i dag, råbte han lige med det samme "Dennis - Kristina" Da vi skulle betale lagde han 2 pakker i vores pose, som indeholdt blyanter, viskelæder og linealer til ungerne. De var helt målløse, og kunne ikke forstå, at vi ikke skulle betale.

 

Det med at gå til købmand, det eksisterer endnu hernede, alle husmødre smutter til købmand hver dag og småhandler og sludrer med hinanden. Det er vældig hyggeligt, der er ingen der farer rundt med en indkøbsvogn med læs på hver fredag, og helst skal nå at handle på ti minutter, nej tingene ta´r den tid tingene ta´r.

 

Ellers har vi haft endnu en dejlig dag, med hulebygning og historielæsning. Skolearbejde holder vi fri fra i denne uge. Det er jo efterårsferie i skolen lige nu!!!!

 

23/10/1999 - 25. Dag

 

Lørdag, solen skinner, vejret er bare dejligt, og livet er herligt.

 

I dag skal vi til en flod Reganello Floden.

 

Vi fandt uden problemer området, hvor floden skulle være, en by som hedder Sibari, ca. 100 km syd for Pisticci.

 

Floden skulle løbe mellem bjerge og kløfter, og være en kæmpe seværdighed i området.

 

I en lille by som hedder Franka Villa, stopper vi og spørger én om vej. Ved hjælp af tegn og fagter og nogle få tyske ord får han forklaret os, at vi bare skal køre 15 km. lige ud, så er vi der.

 

Jøsses da, sikken en bjergvej vi kom ud på, meget stejl op og smalle veje, men hvilken udsigt, bjerge så store at de rager helt op i skyerne. Endelig finder vi den lille by Civita, som har en nedgang til floden. At der kommer 4 nordboer gående hen af hovedgaden i så´n lille bjergby, en ganske almindelig lørdag i oktober, er vist ikke helt almindeligt. Jeg tror vi er samtaleemne endnu. Det er virkelig et tæt sammensluttet folkefærd, som aldrig ser nye mennesker.

 

Vi fandt nedgangen til floden inde midt i den lille by.

 

Det gik bare nedad af trapper og bakker. Men sikken et syn, det var som taget ud af en Westernfilm. Det var bare så flot, helt ubeskriveligt.

 

Helt lodrette bjergvægge på begge sider af floden, det var som om, at man blev helt slugt efterhånden som vi kom længere og længere ned. Det var et noget usikkert terræn, det sidste stykke ned til bunden af kløften, men helt ned til floden, det ville vi (Det var dog kun Dennis, der nåede helt ned at røre ved vandet)

 

Det var en helt speciel oplevelse vi alle fik den dag.

 

24/10/1999 - 26. Dag

 

Vejret er mere pragtfuldt i dag, end i går, sol, sommer og varme. Det kan kun blive en god dag på stranden. Og det blev det. Vi nød en god eftermiddag ved Meta Ponto Lido, som stranden hedder. Vi var faktisk de eneste på hele stranden, bortset fra 2 windsurfere og 4 herreløse hunde.

 

Der gik også en lille italiener rundt og bandt sådan noget halm-lignende strå rundt om alle palmerne, så de kunne klare vinteren.

 

Det har været en god weekend med masser af sommervejr, her hvor vi er næsten inde i november måned.

 

25/10/1999 - 27. Dag

 

I dag skulle ungerne og jeg rigtig på shopping tur til Bernalda, havde vi bestemt os for. Bernalda ligger ca.10 min. kørsel herfra, og byen ligger ikke så højt oppe i bjergene, så jeg havde besluttet mig for, at der kunne jeg godt køre op. Det der med at køre i hårnålesving og smalle stejle bjergveje er ikke lige mig, men til Bernalda kom vi da.

 

Jeg fik også parkeret bilen. Parkering det er ikke noget man går så højt op i, man holder bare hvor man nu synes, og hvis det er for generende der hvor man holder, sætter man bare katastrofeblinket i gang.

 

Vi travede lidt op af gaden, men de mange butikker havde alle sammen rullet skodderne ned, alt var lukket.

 

Vi fandt en lille kiosk, som havde åbent.

 

Jeg prøvede med mit skole engelsk, at spørge om hvornår butikkerne ville åbne, og fik forklaret at hver mandag havde alle butikker i denne by lukket om formiddagen, de ville først åbne igen midt på eftermiddagen, ork ja hver by hver sin "lukkelov" eller mangel på samme.

 

Der stod vi så kl 10 om formiddagen og skulle solde, men vi måtte køre slukøret hjem igen.

 

Om aftenen kørte vi til Pisticci og spiste pizza og det var bare godt.

 

26/10/1999 - 28. Dag

 

Sikken vejrudsigt de kom med i fjernsynet i går aftes. En stor sol over hele syd Italien på landkortet, det kunne vi da forstå.

 

Så eftersom det gik godt med, at fræse på de italienske landeveje i går, så måtte det absolut hedde stranden i dag.

 

Vi havde nogle gode timer sammen på stranden helt alene, inden vi kørte hjem for ar hente Karsten fra arbejde.

 

Her til aften havde Dennis igen besøg (de var her også i går) af 3 italienske drenge, på hans egen alder.

 

De spillede playstation sammen og det gik helt godt. De var vældig flinke.

 

 

 

30/10/1999 - 32.Dag

 

I dag skulle vi til Pompei, oldtidsbyen ved Napoli, som blev ødelagt og fuldstændig begravet i aske ved vulkanen Vesuv´s udbrud i år 79, før kristus fødsel.

 

Karsten´s kollega Brian, ville gerne med, så vi drog hjemmefra kl. 8.00 om morgenen i Brian´s bil. Det var vi helt trygge ved, for Brian er vant til at køre den strækning til Napoli hver 3. Uge, hvor han flyver fra, når han skal hjem.

 

Det var helt utroligt at gå rundt i sådan en gammel by med en så sørgelig historie bag sig.

 

De fleste huse var meget velbevaret, med store vægdekorationer. Vi så også en del gipsafstøbninger af mennesker fra den gang. Hvordan de paniske havde forsøgt at beskytte sig med hænderne for ansigtet, for den varme aske der stod som en kæmpe, kæmpe sky over deres by og lagde sig i 6 meters højde. Hvor må det have været uhyggeligt, intet kunne de stakkels mennesker stille op.

 

Vi gik i mange timer rundt i Pompei. Vejret var strålende, faktisk lige lidt for varmt. Men vi fik hele byen at se.

 

Vi skulle naturligvis også op at se vulkanen Vesuv fra toppen. Den ligger 1281 meter over havets overflade.

Billede taget fra Vesuv - mod Capri Badeanstalt

 

Da vi endelig nåede derop, var det meningen at vi skulle gå de sidste stykke op til toppen af krateret. Men en lille fed italiener som stod og passede på lågen ind til stien som man skulle følge for at komme op til toppen, sagde: "Finito". Der er lukket for i dag. Tænk sig en vulkan har lukketider! Der var ikke noget, at gøre, han var da fuldstændig ligeglad med, at vi kom helt fra Danmark.

 

Men det hjalp lidt på humøret, at vi på vejen til Pompei, havde set en McDonald's restaurant, så den fandt vi igen, og spiste vores aftensmad.

 

Vi blev enige med Brian om, at turen til Vesuv ville vi gøre om inden så længe, for at stå og kigge ned i krateret på en "levende" vulkan, det ville vi prøve.

 

Vi var hjemme igen kl. 21.30, så det må siges, at være en heldagstur, men en meget god tur, og endnu en oplevelse rigere.

 

4/11/1999 - 37. Dag

 

Så er vi kommet ind i november måned. Vejret er stadig strålende. Hver eneste morgen skinner solen fra en skyfri himmel. Temperaturen ligger mellem 20 -25 grader hver dag.

 

Det går bare så fint, vi trives alle med at være her.

 

I går var ungerne og jeg på stranden, i et par timer, det er bare herligt. Vi laver sandslotte og bader, spiller bold og har det bare sjovt. I formiddags var vi på shopping i Bernalda, og denne gang var der lidt mere gang i butikkerne.

Ellers synes jeg at dagene går hurtigt. Vi har næsten været her halvdelen af vores tid nu.

 

Det jeg er ved at være en lille smule træt af, er at man ikke kan tale sproget. Jeg ville ønske at vi havde haft noget mere tid til at forberede os inden vi skulle af sted, så vi måske kunne nå at blive undervist i italiensk, så man bare lige kunne en smule.

 

Det er næsten dagligt at vi har nogle sjove episoder med hensyn til sproget. Vi har i øjeblikket ikke mindre end 9 liter skyllemiddel stående. Det er ikke nemt at se om det er vaskemiddel eller skyllemiddel, når man står og skal købe det.

 

Det er også et problem med fjernsynsprogrammerne for alt er synkroniseret hernede. Det bedste der kan ske er når der kommer en film vi har set før, for så forstår man hvad filmen handler om.

 

Vi har et favorit program som vi alle 4 griner meget af. Det er programmet Crazy Camera. Det sender de hver eneste dag i en halv time. Man behøver heldigvis ikke at forstå sproget for at grine af andres dumheder.

 

10/11/1999 - 43. Dag

 

I dag er det onsdag, eller hvad, det er ikke til at finde ud af, det er jo én lang ferie, i hvert fald for ungerne og jeg. Det er bare herligt.

 

Sikke nogle dage jeg har været igennem. Det er så sjældent jeg har migræne, hvorfor skulle jeg så lige få det, når vi er så langt væk hjemmefra.

 

Det startede i fredags hvor jeg fik hovedpine, som blev værre og værre i løbet af dagen.

 

I løbet af lørdagen blev det bestemt ikke bedre, hold da op hvor havde jeg det skidt.

 

Karsten kontaktede sin tolk for at få hjælp til at skaffe en læge, det skulle hun nok ordne, sagde hun i telefonen.

 

Vi var lidt forvirrede da det ringede på døren og der stod en mand udenfor, vi troede det var lægen.

 

Men i det samme ringede tolken og fortalte Karsten, at det var hendes far, som var kommet for at køre mig på sygehuset. Man kan ikke bare lige få fat på en læge.

 

De var meget søde på hospitalet og jeg fik en indsprøjtning og fik det efterhånden bedre, alle omkring os, især Karsten´s tolk, er meget, meget hjælpsomme når vi står overfor problemer vi ikke selv lige kan løse p.g.a sprog vanskeligheder.

 

Karsten ville gerne have købt en æske chokolade til "Faren" som kørte os på sygehuset. Men tolken sagde at det skulle vi ikke, det at hjælpe hinanden falder italienerne ganske naturligt, så det ville ikke have den samme virkning, som i Danmark.

 

Familien som vi lejer lejligheden af, havde hørt at jeg var syg, så om søndagen kom Fru Cariello, som konen hedder, med hjemmebagt roulade til os og jeg fik kys og knus.

 

Jeg er heldigvis frisk igen.

 

Dennis og Kristina har haft en sjov oplevelse imens jeg sov en eftermiddag, da jeg var syg. Det ringede på døren og udenfor stod vores overbo og snakkede og fægtede med armene og gjorde et mislykket forsøg på, at forklare dem et eller andet, men de forstod selvfølgelig ikke noget som helst af det hun sagde. Så tog hun selv affære, hun gik ud i vores køkken og åbnede døren ud til vores altan. Det viste sig at hun havde tabt sine underbukser ned på vores altan, imens hun var ved at hænge vasketøj op. Dennis og Kristina var ved at dø af grin, da hun slukøret gik ud igen med hendes underbukser.

 

Vejret har ikke været så godt de sidste par dage, det har regnet og blæst lidt.

 

Men i dag skinner solen igen fra en skyfri himmel og det er dejligt lunt.

 

Det er forresten lykkes os at få hakket svinekød hos slagteren. Han så godt nok lidt underlig ud da jeg gjorde tegn til, at jeg gerne ville have det hakket til fars. Men det kan være, at han kunne forstå det, hvis han fik lov til at smage boller i karry.

 

Vi glæder os til på mandag for så har Brian karry med til os fra Danmark, det kan man ikke opdrive hernede.

 

11/11/1999 - 44. Dag

 

Solskin og blå himmel. Det er en dejlig dag.

 

I eftermiddags kørte ungerne og jeg en tur til stranden. Vi gik en lang tur med bare fødder i vandkanten, det er blevet for køligt nu til at bade og sole. Men det er dejligt at løbe og lege sammen på stranden. Vi finder mange sjove sten og muslingeskaller. Jeg er sikker på vi kan fylde en hel kuffert med ting, som er fundet på stranden, for det skal med hjem til Danmark er Dennis og Kristina enige om.

 

Der er nu ca. 5 uger til vi skal hjem, tiden er gået stærkt hernede er vi alle enige om, og når samtaleemnet falder på mad, kan vi sagtens få mundvandet til at løbe og drømme om rugbrødsmadder med leverpostej.

 

14/11/1999 - 47. Dag

 

Søndag, det er dagen i dag. Solskin, solskin ,blå himmel og dejligt lunt. Jeg skal love for vi har haft en lang sommer i år.

 

Det er også mærkelig, at tænke på at det er november måned nu, alle træer har stadig grønne blade og fuglene synger om morgenen.

 

I dag har vi besøgt et Museum, i Meta Ponto by, med alle mulige fund fra "Romertiden", det er utroligt hvad der var af flotte krukker og smykker fra den gang.

 

Overfor museet lå der en lille café. Det var lidt sjovt, for udenfor sad der en flok "Cowboys" og fik noget at drikke, og under et halvtag stod så deres heste og rundt omkring på stakittet hang deres sadler til hestene. Det var åbenbart en søndagstur på hest.

 

Vi kørte også hen til Hera-templet, et gammel romersk tempel fra år 500, som pludselig dukker op ude på marken, når man kører ud af landevejen. Kæmpe store søjler med store sten ovenpå, det er et meget velbevaret tempel.

 

Da vi kørte hjemad stod der pludselig en mand midt på vejen og vinkede med et hvidt tørklæde, vi måtte stoppe op, og over vejen kom alle hestene med "Cowboyderne". Så trafikken måtte vente.

 

16/11/1999 - 49. Dag

 

I dag venter vi spændt på om Brian har husket, at tage karry med fra Danmark. Jublen fra ungerne ville ingen ende tage, da Karsten ringer hjem fra arbejde og fortæller at, både Brian og karryen er ankommet til Italien.

 

Så om aftenen inviterede vi Brian på boller i karry. Der blev spist som om det var en konkurrence om hvem der kunne spise mest.

 

Ellers har vi hygget os i dag ungerne og jeg. Dennis er bare så god til at finde på lege sammen med Kristina. Jeg er stolt over at de fungerer så fint sammen.

 

20/11/1999 - 53. Dag

 

Så gjaldt det vulkanen Vesuv igen. Vi kørte hjemmefra kl. 9.30 sammen med Brian.

 

Det er et helt ubeskriveligt landskab vi passerer når vi kører mod Napoli. Mange bjergkæder og denne gang kunne vi se at, på de højeste bjerge lå der sne på toppen. Motorvejen gå både op i bjergene og ind i bjergene i tunneler og ned igen i kløfter. Det er en meget flot tur.

 

Vesuv ligger i udkanten af byen Napoli, som er en kæmpe stor by med fem millioner indbyggere.

Vi kørte af smalle og stejle veje opad vulkanens sider, det var lidt uhyggeligt, men en fantastisk udsigt. Det sidste stykke for at komme helt op til krateret, skulle vi gå ad en saml sti, hold da op hvor var der langt ned. Da vi nåede toppen og stod og kiggede ned i krateret udbrød Kristina: "Var det bare det?"!

 

Der kom flere røgsøjler op af krateret, det siges jo at Vesuv er en af verdens mest farlige vulkaner, fordi der er dannet en prop af lava inde i midten og det ligger og ulmer og en skønne dag sprænger den igen.

 

Imens vi var allerhøjst oppe, 1280 meter over jordens overflade, begyndte det pludselig at sne, det var også meget koldt deroppe.

 

Vi købte lidt souvenir ting i en lille biks, som nogle italienere har sat derop, de må siges, at det er en ubetryggende arbejdsplads de har.

 

Inden turen gik hjem, måtte vi bare finde den McDonalds Restaurant igen, som vi før har besøgt, og det lykkedes. Der blev igen kørt nogle burgere ind.

 

På hjemturen stoppede vi flere gange ved udsigtspunkter over Salerno bugten. Det var meget, meget flot og kigge på hvordan husene ligger side om side op af bjergskråningen. Vi så også et stort skib ligge i havnen, det var meget sjovt, for vi har flere gange set den ligge i Esbjerg Havn. Den sejler med biler fra Italien.

 

Da vi om aftenen nåede trætte hjem, havde postbuddet været med en pakke til os. Det var fra Momsemor og Anker, og tænk der var rugbrød og dåseleverpostej i. Gud hvor blev vi lykkelige. Leverpostejmadder blev nydt i fulde drag, Vi grinte af Dennis, han var helt salig hver gang han tog en bid. Jo, leverpostejmadder kan man godt både savne og savle over.

 

22/11/1999 - 55. Dag

 

I dag er det mandag, tiden går stærkt, jeg synes det er mandag og fredag hele tiden.

 

I dag ringede Momsemor, og fortalte at hun havde skaffet en hund til os. En lille Border-terrier. Den hedder Jack og er 2 år gammel. Dennis og Kristina jublede af glæde. Det bliver sjovt at få en hund igen.

 

Vi så et underligt indslag i fjernsynet i går aftes. Det handlede om vulkanen Vesuv. Vi kan jo ikke følge med i hvad de siger. Men det var et eller andet om vulkanen, vi så at folk blev samlet og kørt væk i busser, gad vide hvad der skete?

 

Det fandt vi snart ud af, for da Karsten kom på arbejde hertil morgen, grinte tolken noget og spurgte om vi havde været ved Vesuv i weekenden. Det viste sig, at om søndagen havde der været øvelse. Alle beboere og folk på og omkring vulkanen var blevet evakueret og busser og togtrafik blev standset. Det var godt det ikke var den dag vi var der, for vi ville ikke kunne forstå et ord af det der var blevet sagt.

 

24/11/1999 - 57. Dag

 

I dag er det solskin, men skarpt. Vejret er ikke hvad det har været.

 

En måned til jul, og man står her i det sydlige Europa og kan ikke mærke det mindste jule stress endnu, det er underligt.

 

I næste uge skal vi til at klippe og klistre med julepynt. Hele familien har været gode til at sende "klippe-juleting" ned til os. Så det glæder Dennis og Kristina sig til.

 

I dag har vi været i et lille supermarked for at handle. Vi blev enige om at købe et stykke ost. Vi pegede på et stykke ost, som så mild ud. Damen bag disken skar en ordentlig humpel af. Underlig måde, at skære et stykke ost på.

 

Næste problem var en ostehøvl. Sådan en har vi ikke i vores køkken.

 

Vi var desværre kommet af sted uden vores lille uundværlige oversætter.

 

Det endte med, at Karsten stod og tegnede en ostehøvl, på et stykke papir, som ekspedienten var kommet med, prøv lige at tegne en ostehøvl, det er ikke let. Vi havde forgæves forsøgt at forklare, hvad det var vi mente. De fattede overhovedet ikke, hvad det var vi skulle have. Alle grinte.

 

De kom med smøreost og engangsbestik, men nej det var ikke det. Vi opgav til sidst og gik hen til kassen for at betale.

 

Imens vi stod i kø ved kassen, kunne vi se at "ostedamen" havde fået en lys idé, endelig tænkte vi da vi så, at hun kom løbende hen imod os, nu kommer hun nok med en ostehøvl til os. Men det endte med, at vi gik ud af butikken med hendes gamle kniv fra osteboden, som hun synes vi skulle have. Vi takkede mange gange og skrald grinede alle fire, da vi igen sad i bilen.

 

Ellers er vi ved, at starte nedtællingen til vi skal hjem. Dennis vil gerne hjem nu, kan jeg mærke. Han har ind imellem lidt hjemve. Han og hans kammerat, Kevin skiftes til at ringe til hinanden. Vi får heldigvis også mange breve hjemmefra stadigvæk.

 

27/11/1999 - 60. Dag

 

I dag er det lørdag. Vejret er dejligt, sol men lidt køligt, synes vi, ca. 15 grader. Man er vel bedre vant.

 

Vi kører en lille tur, sådan bare lidt ud i det blå.

 

Hvor er det flot, bare at køre en tur ud af landevejen. Vi bestiller faktisk ikke andet end at sidde og sige "Neej" og "Nøøj". Høje bjerge, dybe kløfter, små landsbyer på toppen af bjergene. Det er også ekstra flot på denne årstid, alle bjergene har efterårs farver, flotte gyldne og den ene lille appelsinplantage efter den anden dukker op langs vejen.

 

Vi beslutter os for at køre mod en lille by som hedder Stigliano. Den ligger meget højt oppe. Hold da op min højdeskræk kommer på en prøve mange gange hernede. Der er virkeligt langt ned, op af smalle bjergveje. Ungerne er vilde med det jo højere vi kommer og jo smallere vejen bliver jo sjovere er det.

 

Stigliano er en lille bjergby med ikke ret mange indbygger, smalle gader og meget gamle huse. Igen stopper folk helt op og glor åbenlyst på os, når vi går rundt i gaderne.

 

Her i aften skal Karsten ud at spise med en 4-5 stykker fra hans arbejde. Det er nogle elektrikere der synes det er sjovt at invitere deres "Grande Boss", som de kalder ham, ud at spise. Jeg er spændt på, at høre hvordan det er gået, når han kommer hjem, for han kan ikke snakke med dem. Så han drog af sted med vores lille oversætter.

 

28/11/1999 - 61. Dag

 

Så er det søndag, weekenden er ved at være gået, tiden står bestemt ikke stille hernede.

 

Karsten havde en aften i går han sent vil glemme, er jeg sikker på. Det viste sig at elektrikerne var mødt talstærkt op, 11 mand var de.

 

De førte ham ud på en gammel bondegård et øde sted. Det var koldt og intet var klar da de kom. Man bare rolig der er en på vej med noget mad fik han at vide.

 

De spiste mange forskellige slags kød, Karsten skulle have 2 stykker af hver, mens de andre kun fik et stykke, noget smagte bedre end andet, som tilbehør var der tomater, brød og hjemmelavet rødvin. Så sad han der og prøvede at finde ud af hvad der blev snakket om. Hele arrangementet var koncentreret om Karsten, der var ingen tvivl, at det var meningen, at han skulle synes det var godt. Hvis Karsten rejste sig for at gå hen til den optændte pejs, for at få varmen, rejste alle sig og gik derhen.

 

Da Karsten kom hjem var han vist lidt lettet over at det var overstået, men det har uden tvivl været en sjov oplevelse.

 

Udflugten denne søndag skulle gå til det ottekantede slot med otte ottekantede tårne. Det ligger i Puglia området. Der har vi været før da vi skulle besøge grotterne, så vi mente at der kunne vi nemt finde hen!

 

Det ser så nemt ud på vejkortet, men jeg er sikker på at vejkortet ikke helt stemmer med virkeligheden.

 

Hernede findes der ingen ringveje uden om byerne. Man er nødt til at køre igennem hver eneste by, og dem er der mange af. Hver gang vi kommer til en by går der bare kage i den. De er heller ikke så gode til skilte inde i byerne. Men vi nåede da frem.

 

Pludselig på en høj bjerg top dukker det store slot op. Et kæmpe stort og flot slot.

 

Jeg ved ikke om vi er ved, at være mætte af seværdigheder, for særlig imponeret blev ingen af os.

 

Slottet var tomt og man kunne bare gå rundt og kigge i de store kolde rum.

 

Det var da flot med de ottekantede rum og mange steder sad der rester af ægte marmor på væggene.

 

Efter vi havde spist en sandwich i den lille café, som hørte til slottet, kørte vi hjemad igen.

 

Rundt om området hvor vi bor var der et værre postyr, da vi kom hjem. Det så ud som om, der skulle køres racerløb med biler, der var sat spærring op og politiet var der også. Der kom også nogle enkelte biler kørende, men noget løb blev det vist aldrig rigtig til.

 

29/11/1999 - 62. Dag

 

I dag er det Momsemor´s fødselsdag. Vi ringede til hende og sang fødselsdags sang.

 

Karsten har for øvrigt fundet ud af, via tolken, hvad det var han spiste i lørdags, det var bl.a. nyrer, føj for fanden.

 

I vores by var der en lille kineser på besøg i dag. Han havde slået sig ned i et tomt butikslokale.

 

Han solgte tøj, jakker og radioer i lange baner. Det var enormt billig.

 

Jeg fik en rigtig smart vinter jakke, Dennis fik en Adidas jogging dragt og begge unger fik en radio hver, alt det fik vi for 250,00 kr. I morgen skal vi ned at købe en Adidas jakke til Karsten, som kineseren lovede at have i morgen, i Karsten´s størrelse. Gad vide hvor han har alt det fra, det vil vi ikke tænke så meget over.

 

3/12/1999 - 66. Dag

 

I dag er det fredag. Vejret er bare så flot. Solskin og fuldstændig stille.

 

Ungerne og jeg har været på legepladsen. Jeg føler mig privilegeret, at kunne få lov til at få en så koncentreret tid med mine unger. Vi nyder det i fulde drag og hygger os meget sammen. Inden vi ser os om kalder det stressede liv i Danmark. Det er bare noget af det bedste der er sket for os, det at kunne komme herned og nyde hinanden. Ikke en eneste gang har vi skyndt eller skældt ud på vores unger.

 

Den før omtalte kineser har vi haft lidt bøvl med. Han lovede jo at skaffe en jakke til Karsten, vi har hver eneste dag siden været henne for at spørge om han snart havde jakken til ham, men hver gang har han sagt: "Domani" Som betyder i morgen. Det er noget de siger meget hernede har vi fundet ud af. Mange ting kan vente til i morgen når man er italiener.

 

Vi har efterhånden opgivet at få den jakke.

 

Denne her weekend har vi for første gang ikke rigtig noget på programmet. Det bliver faktisk helt rart!

 

6/12/1999 - 69. Dag

 

Så blev det mandag. HURRA det er Karsten´s fødselsdag i dag.

 

Vi vækkede ham med fødselsdagssang, flotte tegninger og en gave. Vi har været i Bernalda og købe gave til ham. Vi gav ham en kikkert.

 

Det var meget hårdt for Dennis og Kristina at komme op kl. 7.00, det er de bestemt ikke vant til.

 

I dag har vi også haft nissekuller, vi klippet her kravlenisser i dag i lange baner. Det er blevet rigtig jul i vores stue nu.

 

Vi har haft en dejlig weekend, med nogle gode traveture på stranden og vi har været ved en appelsinplantage, sikke nogle lækker appelsiner, mums det er bare kræs.

 

Det er også denne weekend, hvor uvejret og orkanen rasede over Danmark. Det er ikke til at forholde sig til for os. Men vi blev da klar over, at den var rigtig gal, da de i fjersyndet hernede viste klip fra Esbjerg Havn. De lokale ved knap nok hvor Danmark er, hvor pokker ligger Esbjerg så?

 

I anledningen af Karsten´s fødselsdag har vi selvfølgelig også været ude at spise, sammen med Brian.

 

11/12/1999 - 74. Dag

 

I dag skulle vi på posthuset og sende en ordentlig papkasse hjem, som vi har pakket, ellers kan vi overhovedet ikke slæbe vores bagage hjem, hvis ikke vi sender noget i forvejen.

 

Det er et underlig system de har på posthusene hernede. Personalet sidder forsvarligt bag nogle tykke ruder, hvor de kan snakke ud igennem et lille hul.

 

Pakken som vi skulle sende, skulle ind igennem en glasdøren. Når en lampe lyste grøn kunne vi åbne døren og skubbe pakken ind og lukke døren igen, så kunne personalet åbne døren på deres side og tage pakken.

 

Det var lidt sjovt for "postmanden" kendte vi godt. Han bor i vores bolig. Vi kalder ham "God-morgenmanden" for uanset hvornår vi møder ham siger han:"Good Morning". Det er nok det eneste han kan på engelsk.

 

Da vi skulle betale fandt vi ud af, at man ikke kan betale med visakort på posthuset, de er håbløst bagud med mange ting hernede, man skal godt nok have tålmodighed. Okay, vi fik forklaret at vi lige skulle hæve nogle kontanter i en Bancomat, som pengeautomater hedder hernede.

 

Åh, nej, hæveautomaten drillede igen, vi prøvede 3 forskellige steder. Ingen forbindelse, vi kunne ikke hæve penge. Det er bare for meget med det visakort.......

 

Vi var nødt til at vente med at sende pakken til det rådne system kørte igen.

 

12/12/1999 - 75. Dag

 

I dag er det søndag. Det er dejlig sommerligt i dag.

 

Vi tog en tur til stranden. Det er bare så lækkert at gå ved vandet, næsten ingen vind og solen skinner og varmer dejligt. Det bliver meget koldt, at komme hjem.

 

Ungerne elsker at løbe på stranden. Vi prøvede også at kaste en flaskepost ud, vi havde skrevet et lille brev på engelsk og puttet i, men det var pålandsvind så den blev bare ved med at drive ind igen.

 

Vi prøver om nogle dage igen.

 

Vi har også fået hævet penge. Hæveautomaten virkede igen. Pissesmart system.

 

16/12/1999 - 79. Dag

 

Nu tæller vi dage! Vi har hængt en snor op med små dannebrog flag, Dennis og Kristina skiftes til at klippe et flag af hver dag. De glæder sig meget til at komme hjem.

 

Jeg glæder mig også til at komme hjem. Men jeg er også klar over, at ligeså snart den daglige gænge melder sig igen er jeg klar til at tage af sted igen.

 

Karsten ved ikke rigtig hvad han skal sige til det. På en måde glæder han sig til at komme hjem på en anden måde synes han det er sørgelig. Han er bare så glad for sit arbejde og dem han arbejder sammen med. Det er nok også det jeg savner mest, at være sammen med andre eller at tale med andre voksne.

 

Den anden dag var vi hos vores fotohandler for at sige farvel. Det er en lille butik som ligger i den lille gågade i Pisticci.

 

Vi har godt nok været faste kunder der én til to gange i ugen, for at købe film og derefter at få dem fremkaldt. Det er en familiebutik, en gammel far og hans døtre. Der er ingen tvivl om, at de har fulgt nøje med i hvad vi har lavet og hvor vi har været, imens de har fremkaldt alle vores billeder.

 

Dennis havde lavet en flot tegning og ved hjælp af Karsten´s tolk havde vi skrevet en hilsen. De blev meget rørte og helt spontant gav den ene datter kindkys til Dennis og Kristina. Det er ikke lige så lækker når man er en dreng på ni år. Dennis stod med begge arme strakt ud til siden og var meget flov. Hvor imod hans far følte sig meget snydt! Næste gang vil han lave en tegning, siger han.

 

Vi fik også nogle forskellige fotos af Pisticci, som de synes vi skulle have med hjem til Danmark, som et minde om den gamle by. Det var helt vemodigt at skulle gå ud af butikken for sidste gang.

 

Det er ikke mange dage siden de begyndte at pynte til jul hernede. Man skulle tro at det var lysenes fest de fejrer når det er jul. Mange små kulørte pærer hænger overalt og blinker eller spiller. De hænger på husene ned fra altanerne eller i palmerne, Det er meget så smukt når det er blevet mørkt og det hele lyser og blinker.

 

Julen er en helt anden tid hernede end derhjemme. Der er ikke så meget stress omkring det, det hele er meget mere afslappet og hyggelig. Julen fejrer de ligesom englænderne altså faktisk først 1. Juledag.

 

19/12/1999 - 82. Dag

 

I dag er det søndag. Vi sover længe alle sammen.

 

Nu er det godt nok ved, at være sidste udkald, vi har ikke mange dage tilbage.

 

I dag var vi i Matera med Brian, det er en lidt større by, som vi ikke har besøgt så meget.

 

Gaderne er ved at "ose" af jul nu, det er sjovt at se julelysene hænge og dingle i palmerne.

 

Vi fandt en restaurant hvor Brian gav mad, en slags julefrokost kaldte han det. Det bliver sært at skulle sige farvel til ham, han hører ligesom med til familien nu. Dennis og Kristina er meget glade for ham. Han er også bare alle tiders. Når han kommer og besøger os kan han sagtens finde på at smide sig på gulvet og f.eks. spille et spil sammen med dem. Han er en rigtig onkel Brian.

 

Det er ikke en typisk søndag lige før jul, der er ingen butikker der har åbent og alle ser meget afslappede ud.

 

Da vi kom hjem sad vi udenfor på nogle bænke, som hører til vores område og hyggede os, det var nøjagtig som en god sommeraften derhjemme, helt utroligt her i december måned.

 

21/12/1999 - 84. Dag

 

I dag er det tirsdag, dagen før dagen. Ungerne glæder sig helt vildt til at komme hjem. Det gør Karsten og jeg også.

 

I dag har vi pakket og pakket og pakket. Kors hvor har vi meget der skal med hjem. Det vejer godt til.

 

Om aftenen var vi ovre at sige farvel til vore lokale købmand. Det var helt rørende.

 

Vi kan som bekendt jo ikke snakke mange ord med ham. Men snakken gik lystig og vi skulle med ind i baglokalet og have whisky. Han fór rundt for at finde en lille souvenir ting til Dennis og Kristina. Dennis havde selvfølgelig også tegnet en tegning til ham, hvor vi også havde skrevet en hilsen på italiensk. Vi fik simpelthen så mange knus alle sammen.

 

Vi har også haft meget sjov med den købmand. Vi har lært ham en del danske ord og grint meget sammen, af den måde han udtalte det på.

 

Da vi gik hjemad kom julestemningen rigtig over os. På næsten samtlige altaner hang der kulørte lamper og blinkede, ja selv juletræerne inde i stuerne havde farvet lys som blinkede. Vi iøvrigt selv købt en kæde med kulørte lamper.

 

22/12/1999 - sidste Dag

 

Så er eventyret slut for familien Rasmussen, vi skal hjem til Danimarca.

 

Vi starter vores lille "Twingo" for sidste gang. Der er godt nok læs på.

 

Vi er lidt spændte på hvad de nu siger i Bari Lufthavn til alle vores kufferter. Det går heldigvis helt uden problemer, vi får tilmed lovning på at kufferterne vil følge automatisk med helt til Billund.

 

Vi spiser for sidste gang en panina. Det er en flutes som er flækket, med et meget tyndt skåret skinke og ost, salat og tomater i. Det smager bare herligt og dem har vi spist mange af de sidste tre måneder.

 

Da vi står i afgangshallen og venter på, at blive kaldt ud til flyet, dukker der pludselig en familie op som taler dansk til hinanden. Det er helt underlig og høre nogen stå og tale dansk uden vi kender dem. Det viser sig at det er familie fra Ringkøbing som faktisk bor ca. 70 km. fra hvor vi boede. De er her også p.g.a arbejde og skal hjem på juleferie. De skal være her et halvt år mere. Jeg ærgrer mig noget over, at vi ikke stødte på dem noget før.

 

Næste stop med flyet var Rom, hvor vi har god tid. Vi skal flyve videre derfra til Bruxelles.

 

Der går ikke lang tid før vi finder ud af at vores fly er forsinket. Åh nej det er ikke så godt, for vi har ikke ret meget tid til at skifte fly i Bruxelles.

 

Det ender også med at vi er nødt til at have fat i stewardessen. Vi kan godt regne ud at hvis piloten ikke kender en genvej til Bruxelles når vi ikke flyet til Billund derfra. Hun forklarer os, at det flyselskab som vi flyver med nu til Bruxelles samarbejder med Maersk, som vi skal videre med til Billund, så det skal nok vente på os.

 

Det er meget forvirrende da vi kommer ud af flyet i Bruxelles. Der står en mand der skynder på os og jager os ind i en lille bus. Hu-hej hvor det går, over stok og sten, han kører ind imellem flyene med os, hen til det ventende Maersk fly, som udelukkende venter på os.

 

Jeg kan ikke beskrive den fornemmelse det er, at stige ombord i et dansk fly, hvor der står en venlig mand og siger "Hej, velkommen ombord på flyet til Billund" Vi er på vej hjem. Nu glæder jeg mig som et lille barn.

 

Røde pølser, frikadeller og danske aviser nyder vi i flyet.

 

Men jeg oplevede en typisk dansk episode med det samme. I al forvirringen havde vi vist fået anvist en forkert plads. Straks stod der en møgsur dansker og brokkede sig "Det dér er min plads, det er helt forkert I sidder dér" men selv en møgsur dansker kan man komme til at elske! Men det er bare helt sikkert noget, som overhovedet ikke kunne foregå i Italien. Der er alle så tålmodige og venlige ved hinanden.

 

Det sidste problem vi fik, var da vi landede i Billund, var vores kufferter selvfølgelig ikke kommet med flyet i Bruxelles. Men pyt de kommer med det næste fly. Gud hvor er vi blevet tolerante.

 

Det var dejligt at der var nogen fra familien der var kørt til Billund. De stod og ventede med flag. Hjemme var der varme æbleskiver og hele huset var flot pyntet op til jul. Det var lækkert at komme hjem til.

 

Vi er alle meget, meget glade og stolte over, at vi har været i et andet land i hele tre måneder. Det har været en kæmpe oplevelse, som vi helt sikkert vil gemme på resten af vores liv.

 

Jeg er meget stolt af min lille familie og af mig selv.

 

 

Skrevet af Helle